Dine vinduers U-værdi har stor betydning for, hvor energivenlig din bolig er. Vil du gerne undgå at fyre for gråspurvene, kan du blive klogere på U-værdi her, så du kan træffe energioptimerende valg, der fremtidssikrer dit hjem og sparer dig penge på varmeregningen.
Hvad er U-værdi?
U-værdien kaldes også for transmissionskoefficienten og er et udtryk for, hvor god isoleringsevnen i en konstruktion er og dermed hvor stor en mængde varme, der slipper igennem konstruktionen og går tabt. U-værdien angives i watt pr. kvadratmeter pr. varmegrad (W/m²*K) – også forstået som mængden af varme, der slipper igennem 1 m² af en konstruktion, når der er 1 grads forskel i temperaturen mellem den udvendige og den indvendige side af konstruktionen. Jo lavere en U-værdi på eksempelvis et vindue, jo bedre er vinduet isoleret.
Hvad kan du bruge dine vinduers U-værdi til?
Måske mærker du selv, at det trækker fra området omkring ét eller flere vinduer, eller måske fortæller din varmeregning dig blot, at der er noget, der med fordel kan forbedres, uden at du helt ved præcis, hvor problemet ligger. Særligt i boliger med ældre vinduer kan det give rigtig god mening at efterisolere ved eksisterende vinduer eller skifte vinduernes ruder til nye lavenergi-termoruder. Begge dele vil øge dine vinduers isoleringsevne og dermed sænke U-værdien. Er du i tvivl om hvilke af dine vinduer, der bør efterisoleres eller skiftes, kan en udregning af U-værdien lede dig på rette vej og være en god indikator for, om processen kan betale sig eller ej.
Hvordan finder jeg U-værdien?
For at beregne U-værdien for dine vinduer, skal du først udregne henholdsvis det enkelte vindues isolans (R-værdi) og varmeledningsevne (lambda-værdi). Det kan være en besværlig affære, hvis du ikke har erfaring på området i forvejen, da du skal ind og kigge på egenskaberne for vinduets forskellige materialer og foretage en del mellemregninger. Det kan i mange tilfælde derfor være en god idé at få en professionel byggerådgiver til at klare opgaven for dig, så du sikrer dig, at beregningerne af U-værdien bliver lavet helt korrekt.
Hos Interglas oplyser vi altid de forskellige termoruders U-værdi på hjemmesiden, så du nemt kan klikke dig ind på produkterne og læse nærmere.
Hvad bør U-værdien for vinduer ligge på?
Det optimale U-værdi for et vindue afhænger af den enkelte vinduestype. Som tommelfingerregel gælder det dog, at jo flere sprosser, dit vindue har, jo dårligere er isoleringsevnen og dermed den samlede U-værdi for vinduet. De specifikke krav til U-værdi for forskellige bygningsdele og konstruktioner kan oftest findes i det gældende bygningsreglement, og du kan altid forhøre dig hos en erfaren byggerådgiver, hvis du er i tvivl.
Sænk U-værdien ved at skifte til nye ruder
Der kan være meget at hente i besparelser på din varmeregning ved skift til nye ruder. Hos Interglas er vi førende forhandler af blandt andet termoruder, og vi rådgiver dig gerne i forhold til energioptimerende tiltag i din bolig, der kan sænke U-værdien og sikre et bedre og mere økonomisk indeklima. Vil du vide mere? Så kontakt os her, og lad os tage en snak om dine ønsker og muligheder.